Sådan klargør du dine pander
Når du skal vælge en stegepande er der et hav af muligheder.
Mange bruger non-stick pander, men der er delte meninger om, hvorvidt de udskiller hormonforstyrrende fluorstoffer. Den debat blander vi os ikke i, men der er ingen tvivl om, at disse pander er belagt med plast. Udover det, er holdbarheden på non-stick pander heller ikke særlig god.
Vi anbefaler i stedet pander og gryder i støbejern, jern eller stål, der i princippet kan holde hele livet, med den rette behandling.
Her finder du en guide til at klargøre og vedligeholde dine pander.
Støbejernspander
Pander i støbejern leder varme utrolig godt, fastholder varmen og kan nå meget høje temperaturer uden den tager skade. Støbejern pander kan dog være lidt tunge at jonglere med.
Inden panden tages i brug:
1. Vask den grundigt af i varmt vand uden sæbe.
2. Tør den grundigt af efterfølgende.
3. Påfør et tyndt lag vegetabilsk madolie med køkkenrulle eller en grillpensel og lad panden tørre.
Husk, at varme panden op ved lavt blus, da den ikke tåler for hurtig opvarmning. Tilsæt dit fedtstof lige inden maden ligges på.
Rengøring:
1. Lad altid panden køle af i 20-30 minutter inden rengøring.
2. Vask den grundigt i varmt vand - uden sæbe. Det varme vand er med til at bibeholde den naturlige belægning.
3. Tør panden grundigt af. Sæt den evt. på en varm kogeplade - så fordamper vandet.
4. Er den lidt sværere at få ren, kan den stilles i blød natten over.
For en grovere rengøring:
1. Dæk bunden med groft salt og varm op i 1-2 min. og hæld det ud.
2. Kom lidt olie på panden og varm op i 10-15 min.
3. Når olien er "indbrændt" er panden klar til brug igen.
_________________________________________________
Jernpander
Jernpander er ligesom støbejernspander gode varmeledere og utrolig gode til karamelisering af de naturlige safter fra kød.
De Buyer har en serie af pander kaldet Mineral B Element. Jernpanderne er belagt med bivoks og har derfor en naturlig non-stick overflade, hvilket gør klargøringen af panden nemmere.
Inden panden tages i brug:
1. Rengør panden i meget varmt vand uden sæbe.
2. Tør af med et stykke køkkenrulle.
3. Hæld ca. 1 mm. olie på panden og varm op på middel varme et par minutter.
4. Hæld den overskydende olie af og tør panden let med køkkenrulle - panden skal stadig være fedtet af olien.
5. Stil panden tilbage på middel varme i 1-2 min - panden vil ryge meget og danne en "slip let overflade"
Jo mere panden bruges jo bedre bliver den. Du vil opleve at din pande kræver mindre fedtstof i takt med, at den bliver brugt. En brugt pande skal være mere sort i forhold til en ny pande.
Rengøring:
1. Vask panden i meget varmt vand med en svamp - undgå opvaskemiddel.
2. Tør den godt af.
3. Giv panden lidt olie på et stykke køkkenrulle og stil den tørt.
Ved en grovere rengøring:
1. Dæk bunden med groft salt og varm op i 1-2 min. og hæld det ud.
2. Hæld varmt vand på imens den står på blusset - blandingen koger op og løsner madrester og lugt.
3. Tør panden af med køkkenrulle og gennemgå klargøringsprocessen ("inden panden tages i brug") igen.
OBS: Lad aldrig panden stå i blød natten over. Må heller ikke kommes i opvaskemaskinen. Varm altid din pande langsomt op, så jernet ikke slår sig.
_____________________________________________________________
Kobberpander
Udover at være utrolig smukke, slår kobber både støbejern og jern som varmeleder. Mauviel1830 er kongerne af kobberkøkkengrej, og laver de bedste der fås. Panderne består af 90% kobber og 10% rustfrit stål.
Inden panden tages i brug:
Behøver ingen decideret klargøring - den skal bare vaskes i varmt vand uden sæbe med en blød svamp.
Rengøring
Vaskes i meget varmt vand med en svamp - brug ikke sæbe. Den samme fremgangsmåde gælder almindelige stålpander. Må ikke kommes i opvaskemaskinen.
Ved en grovere rengøring:
1. Bland 1 spsk. citronsyre med halvanden liter kogende vand.
2. Hæld det på panden og vask med et lille skvæt opvaskemiddel på svampen.
Er panden blevet grim på kobberbelægningen, renses den med kobberrens.